torsdag den 26. februar 2015

Betydning af karakterer

Smid ikke gymnasiekarakterer ud med badevandet



Bør gymnasiekarakterer være et kriterium for optagelse af studerende på videregående uddannelser? Optagesystemet er pt. til debat, og alternative vurderingsmetoder som optagelsesprøver og -samtaler er blevet bragt i spil.
En ny undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser imidlertid, at optag af studerende på baggrund af gymnasiekarakterer har en række positive konsekvenser, som man vil gå glip af, hvis man fremover vælger at se bort fra studenternes karaktergennemsnit.

Gymnasiekarakterer kan forudsige frafald, ledighed og optag på ph.d.-uddannelse

Undersøgelsen, som bygger på data om samtlige studerende, der i 2004-10 blev optaget på de otte danske universiteter, viser, at karaktergennemsnittet fra gymnasiet kan forudsige markante forskelle i de studerendes sandsynlighed for at falde fra tidligt i deres uddannelse og for at blive ledige efter endt uddannelse. Karaktergennemsnittet kan også forudsige markante forskelle i forhold til, om de studerende opnår et tilstrækkeligt højt fagligt niveau til at blive optaget på en ph.d.-uddannelse.

Det betyder gymnasiekaraktererne:

  • Studerende med et karaktergennemsnit på 4 har en dobbelt så stor risiko for at falde fra på første år af deres uddannelse som studerende med et gennemsnit på 10.
  • Studerende med et karaktergennemsnit på 4 har næsten tre gange så stor risiko for at blive ledige efter endt uddannelse som studerende med et gennemsnit på 10.
  • Studerende med et karaktergennemsnit på 10 har mere end fire gange så stor sandsynlighed for at blive optaget på en ph.d.-uddannelse end studerende med et gennemsnit på 4.
Kvalitetsudvalget har med sine anbefalinger peget på en række udfordringer i det aktuelle optagesystem til de videregående uddannelser, og udvalget har bl.a. anbefalet at ændre optagesystemet.
”Kvalitetsudvalgets anbefalinger går i retning af en større vægt på optagelsessamtaler og -prøver, når man skal optage studerende på videregående uddannelser. Det kan der af flere grunde være god ræson i, men med de nye tal viser vi, at gymnasiekarakterer er rigtig gode til at forudsige både risiko for frafald og ledighed og studerendes sandsynlighed for at påbegynde en ph.d.-uddannelse. Det er derfor vigtigt, at man ikke bare smider karaktererne ud som babyen med badevandet, når man tager fat på at ændre optagesystemet,” understreger evalueringskonsulent Frederik Sigurd, som har været projektleder på undersøgelsen.
For flere oplysninger kontakt pressechef Trine Borg Harrild, 4091 0021, tb@eva.dk

Fakta om optag på videregående uddannelser

  • I 2014 søgte 91.234 ansøgere om optagelse på en videregående uddannelse.
  • I 2014 blev 65.094 ansøgere optaget på 897 forskellige uddannelsesudbud.
  • Ved optaget i 2014 havde 41 % af de videregående uddannelser flere ansøgere end studiepladser – på resten, dvs. 59 %, af de videregående uddannelser var der derimod frit optag.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af det nyetablerede Center for Kvantitative Studier ved Danmarks Evalueringsinstitut. Den bygger på registerdata fra Danmarks Statistik og omfatter alle studerende, der i perioden 2004-10 blev optaget på et af de otte danske universiteter.
I alt indgår 148.000 studerende med ca. 250.000 studieforløb i undersøgelsen. Undersøgelsen er dermed en af de mest omfattende analyser, der er lavet af adgangsgivende karakterers betydning for studerendes succes på et universitetsstudium.

mandag den 16. februar 2015

Matematikfokuseret virksomhedsbesøg hos Danfoss

Gennem vores samarbejde med House of Science i Sønderborg har vi fået følgende tilbud:
 
Danfoss i Nordborg er ved at planlægge et rigtigt spændende matematikfokuseret virksomhedsbesøg for os, og det har faktisk været vigtigt for dem, at der kom repræsentanter fra alle gymnasierne i Sønderborg, samt at der er sat anvendelsesorienteret matematik som overskrift for besøget.
 
Det foregår onsdag den 25. marts kl. 14-17. Birgitte Petersen fra House og Science skal have bindende tilsagn senest den 11. marts pr. mail bipt@sonderborg.dk
 
Programmet følger snarest, men indeholder flg. elementer:
  • Obligatorisk orientering om Danfoss – en lille film.
  • Oplæg af ingeniører fra køleafdelingen (bl.a. hvad skal de unge særligt have lært mht. matematik)
  • Oplæg af ingeniører fra sensorafdelingen (fx integralregning)
  • I to grupper – besøg i hhv. produktion, og udviklingsafdeling – alle får ikke set det samme, så det vil være en fordel at kunne fordele sig, og så udveksle indtryk bagefter
 
I vil få stillet nogle opgaver, som det forventes, at I har forholdt jer til på forhånd, men det kommer ud med programmet.