Fra fravær til læring
På et tidspunkt stod jeg ved et busstoppested på Fyn efter at have været på kursus. Der var mange søde og venlige gymnasieelever, der ventede på samme bus. Der var to samtaleemner i gang: fester og fravær. Og jeg tænkte ved mig selv, suk, hvor er det pauvert. Der er ikke én, der taler om noget spændende, som de har lært eller gerne vil lære. Jeg tror ovenikøbet det ville være et faux-pas. Staklen, der udtrykte noget om det smukke i en geometrisk ligning eller fortalte om vedkommendes skoleprojekt om 1864, ville blive stemplet som nørd.
Jeg er undervisningsleder på Gefion Gymnasium– et nyt, stort og populært gymnasium midt i København. Vores elevgruppe er sammensat, der er mange elever fra Østerbro og også en del fra Mjølnerparken. Der er en god stemning på skolen i det daglige. Vi har et engageret lærerkorps, der brænder for at undervise. Den nye overenskomst har skabt små udfordringer i daglig ledelse, men det har i det store og hele ikke påvirket lærernes gejst for fag og pædagogik. Eleverne er innovative og entreprenante, de vil gerne være med til at bygge et nyt gymnasium op. De er stolte over at være en del af en succeshistorie.
Alligevel er det sådan, at der er noget, der ikke helt fungerer. Som uddannelsesledere har vi fokus på fravær og frafald samt klasse- og elevtrivsel. Vi har heldigvis mange elever, der er rigtig glade for at gå på Gefion, men desværre også mange, der har svært ved at knække skolekoden. Skolekoden er også kompleks. Forestil dig, at du, som et voksent menneske, skulle forsøge at lære 10 fag på en gang. I stedet for at få ordentlig tid til selv at sætte dig ind i fagene, skal du tilegne dig stoffet på den måde, som en lærer siger, du skal. Du skal afsætte hver dag til projektet, fra 8 til 15 eller 16. Og ved siden af det, skal du lave imellem 10-15 timers skriftligt arbejde om ugen – foruden lektier til de enkelte timer. Det har de fleste af os været igennem selv, og derfor sætter vi ikke så mange spørgsmålstegn ved det. Men er det fornuftigt?
Rektor på RUC Hanne Leth Andersen har formuleret det på den måde, at vi i uddannelsessektoren forsøger at gøre to ting samtidig. Vi forsøger både at få vores unge mennesker til at tænke kreativt, selvstændigt og innovativt, men samtidig så tilrettelægger vi undervisningen, også på universitetsniveau, så vi gør de studerende til passive objekter for viden, vi gør dem til elever. Jeg vil påstå, at vores mekaniske skemalægning af mange parallelhold med hver deres læreplan bidrager til denne elevgørelse. Klokken det og det skal du være dér og dér. Hvis du ikke er der, så bliver der ført fravær. Men hvilken læringsmæssig funktion har det at være tilstede, hvis ikke man er motiveret for at være der? Skal vi ikke fokusere mere på læring end fravær?
Jeg tror, det ville være en god begyndelse at strukturere undervisningen anderledes, således at eleverne oplever en sammenhæng i deres læring i løbet af skoledagen. Det ville gøre, at de havde færre ting, som de skulle fokusere på ad gangen. Dette kan blandt andet lade sig gøre ved, at lærerne inden for en klasse eller studieretning samarbejder om fælles læringsmål. MEN, en udfordring for at arbejde tværfagligt, er, at lærere føler, at det koster dem en masse tid at tilrettelægge fællesfaglige forløb. Her tror jeg, at man som lærer skal regne med at bruge mere tid på langsigtet strategisk planlægning og samarbejde og mindre tid til kortsigtet planlægning om ”hvad skal jeg lave i mit næste modul”, således at man sætter eleverne fri til at fordybe sig, uden at de konstant bliver checket mht. til deres tilstedeværelse. Altså at der en bevægelse fra klasseundervisning til projektarbejde. I det øjeblik man sætter eleverne fri til selv at fordybe sig, så er der risiko for at en del af eleverne vil savne den anerkendelse i læringsprocessen, som de har brug for i det daglige. Det bliver lærerne nødt til at medtænke i form af evalueringssamtaler med de enkelte elever. Det, som al erfaring med projektarbejde viser, er, at det er de stærke, der kan klare den selvstændighed, som et opbrud af skemaet medfører, og det gør så, at man skal som lærer skal finde ud af, hvordan man netop får aktiveret den ”fagligt udfordrede” gruppe igennem undervisningsdifferentiering.
Den store udfordring for lærerne og den store udfordring for ledelse af lærere bliver altså, at få faglighed og pædagogik til at blive to sider af samme sag i en hverdag, hvor eleverne får færre faglige mål at fokusere på ad gangen. Det kræver
- tværfagligt samarbejde om fællesfaglige læringsmål
- aktivering af elevernes engagement og selvstændighed, så det bruges i fagligt øjemed.
Ledelsesmæssigt giver det god mening at strukturere lærersamarbejde i faste teams, hvor lærerne kan genbruge vellykkede tværfaglige forløb. Det giver også god mening at rammesætte undervisningsåret, således at lærerne har mulighed for mere strategisk end taktisk planlægning. Jeg tror ikke, det bliver en nem udvikling. Men det er bedre end den situation, vi har nu, hvor en hel del engagerede lærere bruger masser af krudt på elever, der blandt andet pga. tilrettelæggelsen af skoledagen har svært ved at opretholde deres entusiasme og engagement for læring.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar